Formandens beretning for 2025

Formands beretning for 2025.

Så er der gået et år igen, og vi kan gøre status for årets gang i Gangforeningen.
Vi var ved årets slutning 75 medlemmer, mod 78 forrige år. Dvs. 4 indmeldelser og 6 udmeldelser. Vi har et fint fremmøde til vores ture og de arrangementer, som festudvalget afholder. Lige som sidste år vil vi i bestyrelsen opfordre til, at man stadig deltager i de sociale ting festudvalget laver, selvom man ikke kan gå med på turene mere.

I 1. kvartal gik vi 12 10 km ture og 5 15 km ture.
D. 15. februar afholdt vi 50 års jubilæumsfest i Nyvest Centret. Vi var 38 festklædte medlemmer, der fik en herlig aften med dejlig mad og drikke, underholdning med Blue Jeans, der fik os op og prøve, hvordan det er at danse Line Dans. Niels Erik spillede op til dans, så vi fik en svingom til god musik.

Generalforsamlingen blev afholdt d. 27. februar. Der var genvalg på alle poster, undtagen suppleanten hvor Britta Dunker blev nyvalgt.

Fastelavns turen d. 2 marts blev som sædvanlig afholdt fra Blokhuset. Efter turen havde festudvalget gjort klar til tøndeslagning. Da Blokhuset var lukket ned for vinteren, havde fedtudvalget tændt bål og stod klar med fastelavnsbollerne til vores medbragte kaffe.

I 2. kvartal gik vi 11 10 km ture og 6 15 km ture.
D. 25. maj havde Kisser solopgangsturen fra St. Sandkås med efterfølgende morgenmad. Der var 11 morgenfriske medlemmer, der deltog i det flotteste vejr.

Mandag d. 26. maj deltog vi i Ladywalk. 10 deltog, Kisser sørgede for tilmeldingerne. Lions Club havde overtaget arrangementet efter Viking atletik.

D. 15. juni afholdt vi den årlige grilltur med efterfølgende spisning ved Blokhuset. 31 deltog, flot fremmøde. Festudvalget havde tændt op i grillen og serverede kylling og pølser, og et dejligt salat bord.

I 3. kvartal havde vi 11 10 km ture og 2 15 km ture.
Som sædvanlig holder vi sommerferie med 15 km turene, derfor kun de 2 ture.
Søndag d. 6. juli havde vi ingen tur, fordi vi hjalp gangforeningen Rotna med at afmærke 5 ruter til marchen Bornholm rundt, der fandt sted d. 4.
5. og 6. juli. Mona og Inger tog ruten fra Rønne til Hasle, Rigmor, Marianne og Erling, Hasle – Jons Kapel, Lisa og Arne, Jons Kapel – Hammerhavnen, Birthe og Tina, Hammerhavnen – Kongeskærskolen, Jørgen og Alice, Kenn Ole og Britta, Kongeskærskolen til Bornholmerpladsen. Efterfølgende skulle vi også tage afmærkningerne ned igen. Vores forening fik kr. 2500,- for det, og dem der hjalp, fik en erkendtlighed til jul fra Rotna.

D. 7. august var vi 9 på en endagstur til Sverige, som Vibeke og Birgit havde arrangeret. Vi tog færgen kl. 09,30. Fra Ystad gik vi øst på langs kysten ca. 8-9 km, hvorefter vi gik tilbage lidt inde i landet, snirklede lidt rundt i udkanten af Ystad og tilbage til havnen. Vi gik 20,29 km. Sejlede hjem kl. 18.30. Herlig tur. Tak Vibeke og Birgit.

I 4. kvartal havde vi 11 10 km ture og 4 15 km ture.

 

Igen i år holdt vi ikke julefrokost, da Blokhuset lukker ned 1. november. I stedet for inviterede festudvalget til løvfaldsarrangement i Blokhuset d. 26. oktober efter gåturen. 31 var tilmeldt. Det var med lækker mad fra Rabækkens Madservice. Der var ikke lotteri som vi plejer, men havde vi en pakke med til ternings spil og ellers hyggede vi os.

D. 14. december var festudvalget på banen igen efter gåturen med gløgg og æbleskiver. Turen gik fra Vestermarie Foreningshus igen i år, så er vi ikke så afhængige af vejret. Det var en god beslutning vi tog sidste år. Vi var 27.

2. juledag var der traditionen tro tur fra Christianshøjkroen. Vi var 15, der gik en dejlig tur i Almindingen, flot fremmøde. Bagefter hyggede vi med kaffe, bitter og brunkager med mug ost.

I år har vi haft 27 turledere fordelt på 45 10 km ture og 17 15 km ture.
En stor tak til jer turledere, uden jeres hjælp ingen forening.
Også en stor tak til festudvalget for jeres store arbejde med fastelavn, grillfest, løvfaldsarrangement og gløgg til sidste tur før jul.
.
Tak til Rigmor, der administrerer facebookgruppen, og sluttelig tak til min bestyrelse for godt samarbejde.